Kørekortets historie

Historien om kørekortet

Det første kørekort blev faktisk udstedt helt tilbage i 1888 – og til ingen ringere end Karl Benz, opfinderen af den moderne bil. Han søgte selv om tilladelsen, fordi borgerne i Mannheim, Tyskland, klagede over støjen og lugten fra hans bil. Hertugen af Baden gav ham derfor en skriftlig tilladelse til at køre på offentlig vej.

I begyndelsen af 1900-tallet blev lignende tilladelser udstedt rundt om i Europa, men først i 1903 indførte Preussen (i det daværende Tyskland) et egentligt obligatorisk førerbevis. Her skulle ansøgeren gennemgå en test – dog mest for at tjekke den tekniske viden.

Det første rigtige kørekort kom i 1910, da Kejserriget Tyskland fastlagde, at man både skulle gennemføre undervisning og bestå en prøve for at få tilladelsen. Man skulle desuden være mindst 18 år for at starte – og det år regnes derfor som kørekortets fødselsår.

I løbet af det 20. århundrede fulgte de fleste andre europæiske lande trop, heriblandt Danmark. Det sidste land i Europa, der indførte en egentlig prøve, var Belgien, hvor man helt frem til 1977 kunne få kørekort uden at tage en prøve.


Danmarks første køreskole

I Danmark begyndte historien i 1909, da Valdemar Darlov grundlagde landets første køreskole – V. Darlov’s Motorskole – på Jagtvej 101 i København.

Tre år tidligere havde Darlov købt en bil i Frankrig til taxakørsel, men han opdagede hurtigt, at mange danskere drømte om at lære at køre. Han lavede derfor sine egne skolepedaler og begyndte at undervise – og blev dermed en af Danmarks første kørelærere.

De første elever kom fra hele landet, ofte adelige og godsejere, som havde købt bil, men manglede erfaring bag rattet. De boede på hotel i København, mens de modtog undervisning.

At eje en bil dengang var både dyrt og besværligt. Reparationer var hyppige, bagaksler holdt kun få uger, og dæk punkterede konstant. Derfor tog Darlovs hustru, Minna Darlov, i 1912 sit kørekort – som den første kvinde i Danmark – så hun kunne hjælpe til, når bilen brød sammen under køretimerne.


Køreundervisning dengang

Undervisningen bestod af 25 køretimer og teori, som foregik i bilen.
Køreprøven blev aflagt i København hos landets første prøvesagkyndige, Kaptajn Pedersen. Han kørte forrest, mens eleven fulgte efter i skolevognen. Bestod man? Det blev afgivet på ganske simpel vis – hvis eleven stadig fulgte med, når prøven var slut, så var kørekortet i hus.

I begyndelsen af 1900-tallet var trafikken endnu sparsom, og vejskilte var få, men det var starten på en ny æra – den moderne køreundervisning.